Så ubetydelig og lille
så jævn og brunliggrå som støv
Hvis fuglen ikke slog sin trille
gik den i ét med buskens løv
Et brød bli’r lagt i åbne hænder
så helt almindeligt og nært
og menigheden kraften kender
for øjet skjult, for hjertet kært
Lidt vin bli’r hældt i hvert et bæger
ja måske bare druesaft
og kirken møder ham som læger
det brudte med sin guddomskraft
Således elskede Gud verden
at han gav afkald på sin glans
Han kendes på sin skjulte færden
en lidt tilfældig hverdagstjans:
At være ven med én der snyder
At vandre land og rige tyndt
At blive hængt som en forbryder
At ende før man er begyndt
Som nattergalens sang i kæret
en himmelsk kreativ sekvens
så ufortjent vi får foræret
en nærhed som en gammel vens:
Og Gud! Vi kender dig på røsten!
’Tag dét og spis det!’ I et nu
vi ser dit offer, mærker trøsten
’Tag dét og drik det! Kom i hu!’
Lyslevende du er til stede
I kærlighed du siger: ’Gå
med fred! Og del din himmelglæde
med hver en sjæl du støder på!’
Du sender kirken ud i verden
og du har lovet at gå med
Så åbenbar din skjulte færden!
Ja, åbenbar din kærlighed!
Merete Bandak 2011