Du er mere, du er mindre

Melodi: harmoniversion 1 Du er mere, du er mindre.pri
harmoniversion 2 Du er mere, du er mindre – harmoniversion 2

Du er mere, du er mindre
du er Herre overalt
I det ydre, i det indre
findes du paradoksalt
Mere end den skarpe tanke
mindre end den sarte duft
i den hånd der høres banke
i vor tro og i fornuft

Du er Herre, og dog vælger
du at fødes her på jord
Du din almagtstryghed sælger
for at skærmes af en mor
Som et lam der snart skal slagtes
går du tavs til dit skafot
og du dømmes og foragtes
bærer tornekronens spot

Og du siger: Tag ved lære:
Gud er tjener frem for alt!
Vil I leve til hans ære
skal I nok få det betalt!
Hån og spot i denne verden
det er tjenerskabets kår
Dog kan glæden – ulig smerten –
aldrig dulmes, den består!

Tak for fodvaskningens nåde
Tak for dåbens nye start
Gud, lad kærligheden råde
så vi bær’ dit billed klart
så vi åbner kirkens døre
finder plads til hver en gæst
gi’r en hånd og låner øre
menighed så vel som præst

Du er mere, du er mindre
du er Herre overalt
I det ydre, i det indre
findes du paradoksalt
Tag imod vor ringe hyldest –
højt ophøjet – ganske nær
Lad din kærlighed ske fyldest
til du alt i alle er

                         Merete Bandak, 2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *