Jeg er min egen fange
har døren sat i lås
Jeg vælger lige hvad jeg vil
bestemmer i min bås
Jeg har så mange nøgler
men når jeg tar dem frem
og stikker dem i låsen
passer ikke én af dem
Jeg leger med min vogter
han er utrolig rar
han lover liv i frihed
blot jeg kalder ham min far
Min vogter er så venlig
har sir jeg kommer ud
hvis blot jeg bøjer knæ for ham
og kalder ham min Gud
Min Gud er han nu ikke,
min vogter ved min dør,
men når han lover frihed
tror jeg godt jeg tør
Hvis man kan få en gave
så gælder det vel om
om man kan bruge gaven –
ikke hvorfra gaven kom?
Nu hører jeg en stemme
som oceaners brus
så vældig og så stille
som et evighedens sus
Min vogter er forsvundet
Dér står en Men’skesøn
Han holder om en nøgle
og jeg bøjer mig i bøn
Så banker han forsigtigt
og venter på mit svar
Med undren åbner jeg min dør
som ellers låset var
Med Alfa og Omega
det gamle er forbi
Hans navn kan åbne døre
og en fange sætte fri
Merete Bandak 1994