Levende ord

Levende ord
som regnen der fosser fra sky
Jesus, vi tror
at du kan din kirke forny
Hæld dine ord
i hjerternes knastørre, udpinte jord!
Levende ord, vi beder dig, Herre,
mød os igen med sande og levende ord!

Kom og hold fest
hos os som i Kana engang
hvor du som gæst
forvandlede klage til sang
Tag vores vand
skænk vin helt til hjerternes øverste rand!
Levende ord, vi beder dig, Herre,
mød os igen med sande og levende ord!

Underets mand,
vi lægger os helt i din hånd
Jesus, du kan
forny ved et pust af din ånd
Tal os til tro
så hjertet i dig finder glæde og ro!
Levende ord, vi beder dig, Herre,
mød os igen med sande og levende ord!

Merete Bandak 2003

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *