Hvad gør en gammel gudsfornægter

Hvad gør en gammel gudsfornægter
på sin sidste dag
når rådne spær og mugne lægter
braser i hans tag?
Er der et skjul for dødens vind
når stormflodsbølger skyller ind
og kaster ham i gruset?

Jeg ved et sted hvor man kan komme
for at finde læ
Hvor alle andre håb er tomme
findes der et træ
hvis grene giver ly og fred
hvis krone står i evighed
Det træ er Jesus Kristus

Men er det ikke lidt for billigt
dagen før sin død
med ét at gemme sig så villigt
i en frelser skød?
En skammelig affære vist:
en gudsfornægter som til sidst
må krybe hen til korset!

Jeg kender en der ville bære
meget større skam
som villigt valgte selv at være
verdens offerlam
en syndebuk til spot og spe
en ørken af forbandelse
Det lam er Herren Jesus

Hvad gør en skyldbetynget synder
før en evig død?
Han tar sin synd og skam og skynder
sig til Jesu skød
Her venter ham en åben favn
Hans frelser kalder ham ved navn:
‘Mit barn, gå ind til livet!’

Ufattelige Gud, som lader
nåde gå for ret
Hvor ufortjent at du forlader
skyldneren så let
Nu er min sidste dag på jord
blot porten til den glæde stor
du lover os i himlen

                       Merete Bandak 1995

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *