Høst og frugter

– refleksioner til august

De første æbler – hvor sure de end kan være – er søde for sjælen. I vores have er det guldborgæblet der ikke får lov at hænge til sødmen indfinder sig. Det æble er længe ventet. For sommerens købeæbler fra udlandet er ganske enkelt slet ikke lige så gode. Æblerne er frugter vi som små havebrugere ikke har lagt mange anstrengelser i. Træet blev plantet for en del år siden, og derefter har det troligt båret sin frugt i august til vores glæde. Anderledes med mange andre af havens afgrøder. Salat, persille, løg, tomater og kartofler er ikke kommet nærmest af sig selv. De krævede vores indsats både før de kom i jorden og under væksten. De skulle følges godt på vej for at nå til modenhed og for at blive til føde for os og ikke for snegle og andre interesserede. Men når det så lykkedes, var det – som med æblet – en lyst at grave de nye kartofler op og servere dem med persille.
Frugter. Afgrøder. Høst. Sol og vand i passende mængder. Gaver fra jorden er gaver fra himlen. Hvem doserer sol og varme? Der er, som vi meget godt ved, en masse vi som mennesker kan gøre for at få en god høst. Behandle frø og læggekartofler så de bliver modstandsdygtige over for svampeangreb med mere. Kultivere og hærde såsæden. Ja, ligefrem genmodificere. Fjerne ukrudt og / eller sprøjte mod ukrudt. Og så videre. Men selve vækstprocessen, at det hele faktisk lykkes, så der kommer frugt som vi kan høste, er en gave fra himlen. En velsignelse. Guds gave til hans kære skabninger, til os! Høsttid er takketid. Glædens tid, som Salmisten skriver: ’De der sår under tårer, skal høste med jubel. Grædende går han ud, mens han bærer såsæden; med jubel vender han hjem, mens han bærer sine neg.’ (fra Salme 126)
At plukke æblet, at dreje æblet så stilken knækker. At skære salaten. At plukke tomaten. Det kan godt være en handling der kræver overvindelse. Endelig blev frugten moden! Endelig står den på sit smukkeste! Og nu afbryder jeg processen med hånden, med kniven, for at sætte den som mad på bordet og sætte den til livs! Frugten må dø for at jeg kan leve. Det er lidt smerteligt. Der kommer forhåbentlig flere frugter, men ikke netop denne som jeg står med i min hånd. Denne cyklus af liv og død som i høsten kommer så tæt på. Som Prædikeren siger det: ’Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde. En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede. En tid til at rive ned, en tid til at bygge op. En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at holde klage, en tid til at danse.’ (fra Prædikerens Bog kap 3) Vi kan opleve at året og at vores liv falder i forskellige faser hver med et særligt fortegn, det kan være glæde, det kan være sorg over tab, det kan være arbejde, det kan være ferie. Høsten bliver tidens og dødens fase. Men vi kan også opleve at nogle faser har et dobbelt og modsat fortegn: både glæde og sorg, både rigdom og smerte. Nogle har oplevet at de i familien i samme måned fik en ny baby og mistede en bedstemor. Da skal man rumme stor glæde og taknemlighed samtidig med stor sorg. Sådan kan høsttiden også opleves. Som både glædens og sorgens tid.
Nu vil vi skifte perspektiv og format fra min lille parcel med æbletræ og køkkenhave til Guds store vingård hvor Jesus er vintræet, og vi er grenene. Hvor Gud er vingårdsmanden der kigger efter frugt, og vi er grenene der bærer frugten. Eller ikke bærer frugten. Først et besøg i Jeriko hvor det var annonceret at Jesus skulle komme forbi (Lukasevangeliet kap 19).
Her er fokus på en tolder. Ja ikke bare en tolder, men en overtolder. Han ved nok hvad der tæller: det er titler, status og økonomi. Og pengene ligger bedst i borgernes (dvs mine egne) overtolderlommer. Og her skal jeg nok sørge for de havner, de penge, så jeg kan få et liv. Og for mig er et liv det samme som ting og andres respekt for mine ting og min status. Mit fede overtolderhus på den rigtige adresse. Ja ja ja. Sådan var det, sådan blev det. Og nu i dag står jeg så her med det hele udenpå på og ingenting indeni. Mit liv buldrer som en tom tønde. Med alt det fancy udstyr jeg har, er mit liv hult og fyldt med gennemtræk. En kold vind af afstand til alle. Ingen er mine nærmeste. Alle er på afstand. Jeg har fået mit liv helt for mig selv. Andre har nok respekt for mine ting, men ikke for mig. De ser mine ting, men mig ser de ikke. De behandler mig netop som jeg har behandlet dem: jeg så deres penge og ikke dem selv. Mit navn er Zakæus. Det jeg mest af alt har brug for, er en ny begyndelse. Skulle jeg vælge det rigtige liv, ville jeg begynde et helt andet sted. Det ved jeg nu. Der skulle noget indeni som det vigtigste. Først en kerne med saft og kraft, så kunne det andet og mindre vigtige komme hvis … Og jeg ved nu hvad kernen er. Min erfaring af tomhed hungrer efter kærlighed. Ikke den der kan købes for penge, det er ikke kærlighed. Den kærlighed der ser med mildt og fast blik. Den der ser mig og elsker mig som jeg er, med mine fejl og alt hvad jeg nu engang er. Men det er nu nok for sent. Jeg har svigtet og skuffet for mange. For resten. Jeg har hørt at Jesus kommer til byen i dag. Jeg har aldrig mødt ham, har ikke haft tid, kun hørt folk snakke om hvad han siger og gør. Det lyder for godt til at være sandt. Men jeg vil lukke butikken for i dag og se om jeg kan få et glimt af ham. Han lyder så fuldkommen anderledes, nærmest guddommelig.
Vi møder nu Zakæus fanget i børneoptik:

Zakæus er så smart
Han løber i en fart
af sted og kravler op
i træets top

Her er det meget nemt
at sidde næsten gemt
men også nemt at se
hvad der vil ske

Går Jesus denne vej?
Han håber ja og nej:
’Det blir en sensation
hold op, kanon!

Men hvis han nu er Gud
så kan han regne ud
så snart han på mig ser
hvordan jeg er

En snydetamp og tyv
der bruger fup og lyv
en bund-uærlig mand
præcis sådan’

Nu kommer Jesus hen
og standser ved sin ven:
’Zakæus, kom herned
jeg ved besked!

Gå hjem og lav en fest
Jeg kommer som din gæst
Og slut med snyderi
for du er fri!’

Zakæus blir så glad
går hjem og laver mad
til sin og alle men-
skers bedste ven

Før gjaldt det om at ha
at kræve og at ta
Nu er Zakæus fri
og han vil gi

Vi siger tak fordi
vor Gud kan li at gi
Nu er Zakæus rig –
og det er vi! 

Beretningen om Zakæus slutter med at Jesus siger: ’ I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.’ At møde Gud kan kræve mod. Mod til at handle ud fra sin erkendelse af tomhed og fejltrin i ens liv. Mod til at tage de skuffelser og slag denne handlen måtte medføre. Zakæus udsætter sig, kan man sige, ved at sætte sig det helt urimelige sted for en statusperson, i træet. Han viser sin sårbarhed – halvt skjult, halvt set – og håber på et glimt. Han får dog mere end et glimt. Gud giver ham sin fulde opmærksomhed inklusive tilgivelse og en ny begyndelse. Det er hvad der ligger i frelse. Der kommer frelse og fred i hans hus og i hans liv. Jesus flytter ind som gæst, og straks sætter Jesus frugter i hans liv. Zakæus bliver podet ind på det sande vintræ, og det vælter mirakuløst frem med nogle meget jordiske frugter: penge der skal betales tilbage. Jesus bliver kernen og livssaften i årerne på Zakæus, og en ny og helt anden frodig og holdbar rigdom bliver hans.
Måske har Zakæus en adresse du eller jeg kender, måske er den lige her i kvarteret, måske er det min egen. Det vi mindes om i denne beretning, er at Guds kærlighed i Jesus Kristus til lige netop mig, sætter frugter i mit liv, frugter der bliver til glæde for andre mennesker, til forsoning og genoprettelse af brudte forbindelser. I Salme 1 i Det gamle Testamente læser vi om det velsignede liv. Det liv som har sine kilder i Guds verden og kærlighed og sætter gode, fredsskabende aftryk i denne verden. ’Lykkelig den, som ikke vandrer efter ugudeliges råd … men har sin glæde ved Herrens lov og grunder på hans lov både dag og nat. Han er som et træ, der er plantet ved bækken; det bærer sin frugt til rette tid’. Zakæus fik i sit møde med Jesus pludselig sin glæde ved Herrens lov. Det havde han ikke haft før, han havde tværtimod levet på tværs af den. Hvis vi skulle følge Zakæus videre frem i hans liv, ville vi se at hans liv blandt andet kom til at dreje sig om at ’grunde på hans lov både dag og nat’. Måske er det det lange seje træk, der er tale om, en slags opgave eller lektie. Men det kan lige så godt betragtes som den store glæde og inspiration der ligger i at komme Gud og hans hemmeligheder nærmere.
Så hvordan skal vi nærmere forstå hvad ’Herrens lov’ er? Herrens lov kan man forstå som de principper for livet som er fra Gud. De principper udfolder Jesus i Bjergprædikenen i Det nye Testamente (Matthæusevangeliet kap 5-7), og han indleder denne vigtige prædiken med de såkaldte saligprisninger (kap 5,3-12). Disse saligprisninger kan netop betragtes som Jesu nyfortolkning af Salme 1 som begynder med: ’Salig den mand …’ (1992-oversættelsen: ’Lykkelig den …’) og Bjergprædikenen: ’Salige er de …’ I en opdateret version og lidt frit fortolket kan Saligprisningerne lyde sådan:

Salige er de sørgende
der flygter fra sult og krige
Salige er de spørgende
der tror Gud har mer at sige

Salige er de ensomme
der kun finder fred på Nettet
De der bær’ om på fordomme
skal blive for byrden lettet

Salige under tavse skrig
den sydsudaner og syrer
som for at overleve krig
må sælge sin ene nyre

Salige de barmhjertige
der ikke tæller på knapper
ikke er selvretfærdige
og hjælper når ingen klapper

Salige de der stædigt tror
at kærligheden vil vinde
Lige så sandt som kornet gror
skal alle der søger finde

Salig er den der ler til sidst
sagtmodighed vinder palmer
forude vinker ganske vist
en krone der aldrig falmer

Salig er du der stifter fred –
for Gud ønsker fred på jorden –
tåler de knubs der følger med
du kender Guds vej og går den

Salige I der holder ud
og venter på paradiset
Sandelig, I skal møde Gud!
Hans navn være højt lovpriset!

Der er noget som er så ufattelig provokerende ved disse saligprisninger. Hvordan kan Jesus dog sige og påstå og mene at de fattige ER salige? At Himmeriget TILHØRER dem der forfølges. Altså her og nu og ikke bare senere, hvad der jo da også er stort og fantastisk. Den der har det allerværst lige nu, ER lykkelig / salig. Jesus flytter eller nærmere udvider GTs perspektiv.
Salme 1 fokuserer på lykken ved ikke at lytte til ugudelige, men derimod til Gud, og så er der steder man ikke skal bevæge sig hen hvis man vil bevare lykken: Man skal ikke gå på synderes vej, og man skal ikke sidde sammen med spottere. Hvorfor ikke? Fordi deres dårlige tanker og levevis måske kan smitte af på en. Dvs. man er altså lidt udsat selv om man har Guds lykke med sig. Der er rigtig farlige steder hvor lykken måske ikke kan stå sin prøve.
Jesus placerer Himmeriget helt nede i vores elendighed og suppedas: Om du så overhovedet ikke har en eneste lille velgerning eller frugt at vise frem, men menneskeligt kan betegnes som en ren nitte: Her er Himmeriget! Din og de andres elendighed kan ikke ophæve din salighedsstatus! Zakæus: en ren nitte, usympatisk som få. Og alligevel kalder Jesus ham for ’Abrahams søn’. Det er en æresbetegnelse og henviser til Zakæus’ mod til at tro på Gud og Guds kærlighed da intet andet hang sammen for ham, og han havde spildt sine mange talenter. Tro er at tænke stort om Gud og hans kærlighed. Der er nogle kristne sammenhænge hvor man gerne skal kunne vise et rimelig vellykket liv frem, for det beviser i deres optik at man er ’salig’, at man er velsignet af Gud og et Guds barn. Tanken er at man ikke kan have det dårligt, hvis man er kristen, for Gud er jo ens far som tager sig af sine børn. Jesus siger om ikke det modsatte, så siger han i hvert fald at raske har ikke brug for læge, det har de syge, han er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere. Min eventuelle rigdom er ikke et bevis på Guds velsignelse – den kan lige så godt være en hindring for Gud som den var det i Zakæus’ liv. Min rigdom kan lukke mit hjerte for den fattige. For den sydsudaner og den syrer som er på flugt fra umenneskelige vilkår. Jeg kan have et hjerte som de farisæere og skriftkloge der ’gav ondt af sig’ fordi Jesus gik på besøg hos Zakæus, den svindler. I min selvoptagne vellykkethed som ikke har plads til at føle med og at give til den nødlidende, ser jeg ikke at JEG sidder med aben. Saligprisningerne maner mig til eftertanke og til i taknemlighed over Guds gave at være medarbejder på min næstes lykke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *