Rimfrostens gnistren

Rimfrostens gnistren i golfbanens græs
regnbuens farvekrystaller
nulpunktets nu under trækkende gæs
dråben der segner og falder
Bristende nærhed som is der bliver knust
Ånde der udstødes pust efter pust

Rådyrets flugt gennem knitrende siv
jægerne finkæmmer skoven
ængsteligt lyttende skrøbeligt liv
venter på tegnet fra oven
Rungende ekko af skuddet der faldt
hujende stemmer gir lyd overalt

Spurve i skjul i buskadser og krat
musvågers svæv over byen
unge der frygter ved dag og ved nat
lurende angreb fra skyen
frygter eksamen og sygdom og svigt
ulykker, uheld og ansvar og pligt

Alderdom lister sig snigende frem
lydløse tamkattepoter
unge blir voksne der selv stifter hjem
Barndom og hengemte noter
ligger på lofter i hinder af støv
vigende minder som smuldrende løv

Giv os et tegn på din godhed og magt
Lær os at hvile og takke
Mind os om regnbuens trofasthedspagt
Åbn din stjernenatsfrakke
Varm os med faderlig nærhed og fred
Fri os fra mismod og frygt for fortræd
                                                          Merete Bandak 2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *