De ni læsninger 2014

De ni læsninger 2014

1. Skabelsen

1. Mos. 1:1-5+26-28

At suges ned i vasken, hvirvle ned
i intethed, i bundløs ensomhed
at søge grænser, søge horisont
at længes efter det skal gøre ondt

at høre stemmer, vide man ta’r fejl
at længes efter lyden af en negl
der skriger smertefuldt på farven grå
så hjerteslag og ånde går i stå

at skæres ud i skiver af en sav
at længes efter bunden i sin grav
at håbe helt forgæves på et DU
der rækker hånden frem og siger: Nu

er TIDEN kommet, du er skabt, er til
jeg rummer dig og det er dig jeg vil
luk øjet op og se dig lidt omkring
et træ, en fugl, en sol, ja alle ting

er meningsfuldt placeret som signal
så stop din tomme mareridtsspiral.
’God morgen, lille menneske, se her!
så vist som dagen følger nat: JEG ER!’

2. Syndefaldet

1. Mos. 3:1-7+15-19

Jeg så – og så en herlighed
og kom i tvivl om kærlighed
og gamle ord der lød i går
så fjernt fra nu’et hvor jeg står

Jeg så og så, det var en lyst
og hjertet banked i mit bryst
og alle sanser råbte: Tag
en bid! Du har fortjent det. Smag!

Jeg tænkte kort: Hvad kommer først:
At holde ord? At slukke tørst?
’Lyt til dit hjerte, det har ret’
og hjertet sagde: Spis dig mæt!

Jeg så og så, og farven rød
var strålende og sprød og sød
Jeg satte af og tog et spring
og glemte alle andre ting …

I går var glæden i mit bryst
du var min kærlighed, min lyst
mit ét og alt, fra himlen sendt
Nu er du blot en fjern bekendt

3. Første profeti

Es. 9:1-5

Et muldvarpefolk
en bundfrossen sø
behov for en tolk
hver mand på sin ø

Du gør jubelen stærk
du gør glæden stor
Du gør jubelen stærk
du gør glæden stor

En smerte, et savn
en efterladt hund
en vej uden navn
en indadvendt mund

Du gør jubelen stærk
du gør glæden stor
Du gør jubelen stærk
du gør glæden stor

En måge, et skrig
et mørke med slud
en vinter, en krig
et lys der gik ud

Du gør jubelen stærk
du gør glæden stor
Du gør jubelen stærk
du gør glæden stor

For et barn er født
os, en søn er givet
os, et barn er født
os, en søn er givet! 

4. Anden profeti

Es. 11:1-10

Træet bar ingen frugt og visnede
søen blev ramt af frost og isnede
svalen forsvandt som dug fordampede
mågen stod stadig dér og trampede

Alt hvad der før ku flyde, størknede
alt hvad der før ku lyse, mørknede
alle der før stod frem og kæmpede
lister nu om med stemmer dæmpede

Men der skyder en kvist fra Isajs stub
en spire gror frem fra Isajs rod
På den dag skal Isajs rodskud stå
som et banner for alle folkeslag
På den dag!

5. Bebudelsen

Luk. 1:26-33+38

Jar en helt amind’lig pige  [jeg er en helt almind...]
mæ’ en helt amind’lig drøm
jeg kan bage og deslige
og min kær’ste elsker søm
Hendes kær’ste elsker søm

Lige nu står han i lære
og hvis blot han hænger i
bliver det mer end en affære
bliver det mer end fantasi
Bliver det mer end fantasi?

Men i morges – jeg ved ikke
ska’ jeg glemme det igen?
ska’ jeg bare la det ligge?
ska’ jeg bare slå det hen?
Ska’ hun bare slå det hen?

Mens jeg stod ved køkkenbordet
kom der pluds’lig fint besøg
en gesandt fra Gud tog ordet
og jeg tro’de jeg sku’ dø!
Og hun tro’de jeg sku’ dø!

Det var mig han ville møde!
og han sagde simpelt hen:
’Gud har tænkt sig du ska’ føde
ham en søn.’ ’Hold lidt igen!’
Gud en søn? Hold lidt igen!

Sådan had’ jeg sagt til Josef
hvis han fandt på den slags ting
Nok er jeg en landsbypige …
Hjælp! Det kører helt i ring!
Hjælp! Det kører helt i ring!

Englen spurgte om jeg ville
og jeg svared altså: ja!
Jeg ska’ føde Gud en lille.
Mærk’ligt men: Halleluja!
Mærk’ligt men: Halleluja!

6. Fødslen
Luk. 2:1-7

Befalingen udgår af magtens mund
og rammer det fjerneste øre
generer som glam fra en natlig hund
Nu er der kun én ting at gøre
at gå i den retning dekretet si’r
for magten er mer end en lap papir
Mennesket spår, men Gud rå’r

Befalingen skubber og støder frem
man vandrer ad veje og stier
et par er nu nået til Betlehem
hvor hundene skæver og tier
og hvor skal hun føde? hun er gravid
at finde et sted er på høje tid
Mennesket spår, men Gud rå’r

Nu sker der i storrigets glemteste krog
i selskab med æslet og koen
hvad ikke står skrevet i magtens bog
men eneste kendes af troen:
Maria gi’r liv til den Højestes søn
og himlen gir’ genlyd af tak og bøn
Mennesket spår, men Gud rå’r

7. Englene hos hyrderne
Luk. 2:8-20

Beskeder der kommer om natten
har ofte en stærk karakter
om verden: at Gud har forladt den
om vennen: du ser ham ej mer

I nat er der budskab om glæde
I nat er der engle på spil
en hyrde begynder at græde
Begrib det nu alle der vil:

’En frelser er født i en lade
han kommer til Jorden med fred
Frygt ikke, men vær nu blot glade’
er englenes julebesked

Og palmer begynder at svinge
og engle begynder at le
og klokker begynder at ringe
’Den lade, den må vi bese!’

8. Inkarnationen
Joh. 1:1-5+9-14

Der var engang før mennesket blev til
før tiger, rotte, fugl og bænkebider
før træer, svampe, mos og tøffeldyr
stromatolitter og prokaryoter

Før Jord og Sol og Måne, himmelrum
før sorte huller, støvsky og Big Bang
der fandtes vist kun singularitet
et brag der skabte rummet, stoffet, tiden

Hvad var der så før dette urtidsbrag?
Et skaberord så fuldt af ånd og mening
der kærligt formuleres i Guds mund.
Det fandtes i begyndelsen før alting

Ved tidens ende taler Gud igen
og skaberordet fødes som en skabning
Han var i verden, den blev skabt ved ham
Nu kommer han som tolk til men’skeheden

9. Bekendelse til Kristus
Fil.2:5-11

Altid mer
end vi ser
Giv os troens øre
Syng dig ind
i mit sind
kys min kind
Jesusbarn, det må du gøre!

Åbenbar
hvad du har
i din vuggegave:
julefred
offersted
kærlighed
Åbent hus i Edens have

Du er her
ganske nær
holder mig i hånden
blev min bror
Gud på Jord
dig vi tror
Åbn os med Helligånden

Du er først
du er størst
Kristus i det høje
stjernesol
himmelpol
nådestol
Vi for dig hvert knæ vil bøje

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>