Om skriveprocessen

at skrive salmer
… om processen

udgivet i Hymnologisk Tidsskrift nr. 3-4 2013

Hvad i alverden skal jeg vise frem og hæfte nogle ord ved når det drejer sig om at skrive salmer? De har forskellige historier der har med skriftende anledninger og arbejdsformer at gøre.

Nogle kan kaldes programsalmer. Dér har jeg på forhånd en plan, et tema eller en anledning. Fx spørger organisten i vores kirke, Per Nedergaard Hansen: Kunne du tænke dig at skrive tekst til en jubilæumskantate til kirkens 25 års-jubilæum? (det var i 2011) Og jeg siger altid ja! Jeg kan ikke lade være – med mindre der er urimelig kort tid til at løse opgaven. Det er vist aldrig sket. Der kan så ske det at vi kan gå fejl af hinanden. Jeg tænker ikke klart om hvad kantate egentlig er for en fisk, men har allerede dannet mig nogle forestillinger om hvilken fantastisk tekst (læs lidt selvironi ind) jeg vil skrive til den fantastiske anledning.
I dette tilfælde ville jeg bygge teksten op over 6 fugle med hver deres karaktertræk; og deres sang – så vidt jeg kunne aflure den når jeg cyklede rundt i naturen – skulle danne grundrytmen eller temaet i de enkelte tekster. Desuden skulle Abraham og hans historie være gennemgående dramatisk element, og Grundtvigs ’Lyksaligt det folk som har øre for klang’ skulle levere en strofe til hver af de seks afdelinger, fordi disse strofer netop drejer sig om åndsfyldt kirkeliv, menighedsliv. Og desuden indgik en GT-salme (eller et uddrag) i hver del. Fuglene og det dramatiske, fortællende element var vigtigt for mig fordi det skulle kunne engagere alle, dvs. også børnene og barnlige sjæle for hvem handlingsaspektet, ’myten’ og ikke dogmatikken er interessant. Voluminøst tænkt, med andre ord. Og helt ud over de proportioner og det format som den stakkels organist havde forestillet sig. Desuden havde jeg tænkt både i pigekor og i blandet kor og i gospelkor til forskellige tekster og stilarter – for alle kortyper findes i sognet. Derfor blev det ikke til noget!
Organisten og jeg blev så enige om et kompromis som havde et håndterbart format. Dvs. tre af teksterne fik melodi og sats og blev sunget af kirkens pigekor ved festgudstjenesten. Og det fungerede godt. Selv om jeg havde set/hørt noget helt andet og storslået for mig. Jeg er stadig ret glad for tekst og melodi til Nattergalens sang. Her er tale om det underspillede. Hvor man står med noget tilsyneladende kedeligt i hænderne, og så har det en godt camoufleret hemmelighed af uendelig sandheds- og skønhedsværdi. Her kommer den:

 

Så ubetydelig og lille
så jævn og brunliggrå som støv.
Hvis fuglen ikke slog sin trille,
gik den i ét med buskens løv

Et brød bli’r lagt i åbne hænder,
så helt almindeligt og nært,
og menigheden kraften kender,
for øjet skjult, for hjertet kært

Lidt vin bli’r hældt i hvert et bæger,
ja måske bare druesaft,
og kirken møder ham som læger
det brudte med sin guddomskraft

Således elskede Gud verden
at han gav afkald på sin glans.
Han kendes på sin skjulte færden,
en lidt tilfældig hverdagstjans:

At være ven med én der snyder.
At vandre land og rige tyndt.
At blive hængt som en forbryder.
At ende før man er begyndt

Som nattergalens sang i kæret,
en himmelsk kreativ sekvens,
så ufortjent vi får foræret
en nærhed som en gammel vens:

Og Gud! Vi kender dig på røsten!
’Tag dét og spis det!’ I et nu
vi ser dit offer, mærker trøsten.
’Tag dét og drik det! Kom i hu!’

Lyslevende du er til stede.
I kærlighed du siger: ’Gå
med fred! Og del din himmelglæde
med hver en sjæl du støder på!’

Du sender kirken ud i verden,
og du har lovet at gå med.
Så åbenbar din skjulte færden!
Ja, åbenbar din kærlighed!

 

Noget konkret fra kirkens liv som inspirerede denne tekst var næstsidste strofe, hvor der slutrimes på ’Gå’ i bortsendelseshilsenen fra alteret. Et af de små børn som deltager i gudstjenesterne med sin familie (ja, han hedder faktisk Adam!) var i 2-årsalderen så fascineret af at præsten stod der og kommanderede med folk: ’Gå!’ Så han gentog højlydt og fyldt af genkendelsens glæde sit ’Gå!’ umiddelbart efter at præsten havde sagt sit. Og så kiggede han glad og opfordrende rundt i kirken for at henlede alles opmærksomhed på dette fantastiske øjeblik. Han havde jo også hørt noget usædvanligt, må man indrømme. Ingen høflig, lidt snakkende anmodning om at det nok var bedst at smutte tilbage på pladserne, men en klar kommando. Noget der måske bliver slået ned på i vuggestuen som upassende, hvem ved? ’Tal ordentligt til hinanden!’ Så jeg forestiller mig at mange i vores kirke ville kunne høre hentydningen til vores Adam-situation.

Den anden type salmer er natursalmerne. Jeg blev i særlig grad grebet af at være i naturen i november-december sidste år (2012) på en åben og sansende måde, en totalopmærksomhed, der også gjaldt det sproglige. Men ikke fokuseret. Jeg oplevede mig ligesom udleveret til naturen, ikke som en reporter, men som måske snarere en deltagerobservatør. Ét med og alligevel samtidig forskellig fra. Jeg forsøgte så at omsætte indtryk og stemning til skrift når jeg kom hjem. Om der ville komme en salme ud af det, var ikke afgjort på forhånd. Det vigtige var at overføre, transformere stemningen og iagttagelserne til tekst. Det viste sig så hver gang at teksterne i skriveprocessen åbnede sig, sådan at erfaringer og åndelige/evangeliske dimensioner trådte frem. Jeg havde også – mere eller mindre bevidst – gjort mig tanker om det interessante ved at forsøge at møde mine medmennesker i det almene og gelinde åbne større perspektiver af kristelig karakter som de måske var stået af på, hvis det var meldt ud med det første. Nu var mine medmennesker ligesom med i åbenbaringsprocessen. Det gælder salmen om rimfrost, tø, tid og alderdom – og Guds nærvær og omsorg, men mest om følelsen af eksistentiel ensomhed:

Rimfrostens gnistren i golfbanens græs
regnbuens farvekrystaller
nulpunktets nu under trækkende gæs
dråben der segner og falder
Bristende nærhed som is der bliver knust
Ånde der udstødes pust efter pust

Rådyrets flugt gennem knitrende siv
jægerne finkæmmer skoven
ængsteligt lyttende skrøbeligt liv
venter på tegnet fra oven
Rungende ekko af skuddet der faldt
hujende stemmer gir lyd overalt

Spurve i skjul i buskadser og krat
musvågers svæv over byen
unge der frygter ved dag og ved nat
lurende angreb fra skyen
frygter eksamen og sygdom og svigt
ulykker, uheld og ansvar og pligt

Alderdom lister sig snigende frem
lydløse tamkattepoter
unge blir voksne der selv stifter hjem
Barndom og hengemte noter
ligger på lofter i hinder af støv
vigende minder som smuldrende løv

Giv os et tegn på din godhed og magt
Lær os at hvile og takke
Mind os om regnbuens trofasthedspagt
Åbn din stjernenatsfrakke
Varm os med faderlig nærhed og fred
Fri os fra mismod og frygt for fortræd

Et andet eksempel på denne metode kan man se i december/advents/juleforberedelsessalmen der tager udgangspunkt i genkendelige situationer i et parcelhuskvarter og langs med Guldborgsund. Her går bevægelsen gradvis fra ensomhed til fællesskab, fra ude til inde, fra kulde til varme, fra mørke til lys, fra vinter til forår, fra ubehagelige lyde til salmesang, og så afdækkes Guds nærvær, sådan at det kan spores bagud. Han var der, men vi så det ikke:

Et snefnug på min tunge
en vimpel blafrer i østlig vind
en kulde i min lunge
december hakker min vinterkind

En hund med stive lemmer
og hårde negle mod flisens frost
metallisk smæk der skræmmer
en døsig solsort, en lyd af post

På sundet flokkes ænder
og blishøns blander med svaner blod
jeg møder en jeg kender
vi trykker hænder og fatter mod

I vintermørket fødes
en drøm om forår og fællesskab
om fjender der kan mødes
om fugleunger og fyldte gab

Vi tænder lys i kransen
og slår om lyset og varmen ring
om juletræet dansen
der minder os om de største ting

Jeg holder dig i hånden
Kom, lad os tilgi’ de onde ord
Kom, lad os sprede ånden
fra ham der sendte sin søn til jord

Et under på min tunge
mit hjertekammer er Betlehem
en varme i min lunge
december viser os vejen hjem

Halleluja i stuen     (eller: i kirken – alt efter hvor man nu er!)
til Julebarnet og barnets Far
Halleluja i verden
Guds kærlighed – den er åbenbar!

Og nu hvor vi er nået til samme novemberatmosfære igen i 2013, melder alderdomssalmerne sig med måske fornyet kraft. Nu er det ikke kun alderdom, men demens og plejehjem hvor Gud er rollator, og lidt rablende rim på paradit og paradat. Men også her: udgangspunktet er cykelturen gennem skoven hvor øjet pludselig fanger et enkelt brunt blad i dets skrøbelighed og sirlige, men uafvendelige forfald:

Bladets brune gamle hud
spændes stadig strammere ud
på det spinkle gitter
Knitrer svagt som pergament
underligt som bladet er vendt
duften sød og bitter

Fader, Søn og gode Ånd
Kraften i den knoklede hånd
Alderdoms rollator
Parasol og paraply
alt det gamle kan du forny
Dødens transformator

Bog og agern samler kraft
drikker lydløst skovbundens saft
dirrende af længsel
Under i demente sind:
træer vokser i himlen ind
sprænger tidens fængsel

Engle om Gud faders stol
Indstil himmerigs parabol
Fang de små signaler:
jubel til vor frelsers pris
Der bliver glæde i paradis
salmesangsfraktaler

Og så arbejder jeg også med at koble naturvidenskaben/teknikken med troen, at krydse den kunstige grænse ved at blande og sammensmelte de to perspektiver. Et erkendelsesarbejde for mit eget vedkommende, men desuden et forsøg på at nå det moderne og senmoderne naturvidenskabeligt ’opkoblede’ menneske – som også er mig. Her er jeg så blevet opmærksom på at det er frugtbart at lege med de kendte bibelske billeder af Gud, i dette tilfælde på tronen i himlen. Man risikerer at gøre ham til bessefar med engle som hjemmehjælpere. Men da det ikke står alene men er et aspekt i et større hele, oplever jeg at det virker frugtbart, stimulerende for erkendelsen. Der kommer også et humoristisk twist som jeg fornemmer glædesskabende – i passende omfang.

Omkring Allehelgen for ganske nylig havde jeg den store glæde at være med til opførelsen af Sange til Kristuskransen, en sangcyklus på 12 sange, tekster af mig og musik til firstemmigt blandet kor af Per Nedergaard Hansen, og opført a capella af Klosterkirkens Kor under ledelse af Jan Ole Vanggaard. Der var tre opførelser i byens tre sognekirker på tre forskellige aftner. Og her kommer en pointe der gælder alt sang- og salmeskriveri: det lykkes først når det realiseres i fællesskabet. Så før en salme synges, er det lidt som at føde børn i dølgsmål. Eller måske som i gamle dage hvor man gik rastløst om indtil de nyfødte var blevet døbt og dermed kristnet. Jeg har også en voldsom trang til at få kristnet mine tekster! At opleve at de fungerer i menigheds- og kirkesammenhæng. Det sker så normalt i Lindeskovkirken.

Mine salmers musikhistorie begynder med nu (alt for tidligt) afdøde Jesper Madsen, tidligere organist ved Klosterkirken (æret være hans minde – vil det være på plads at sige her), og er fortsat med Per Nedergaard Hansen, Lindeskovkirken, stedet hvor jeg hører til, og hvor min mand er præst. Enkelte andre har også sat musik til nogle af teksterne. Det sidste år har jeg imidlertid måttet lukke døren op til en ukendt verden og varsomt betræde den: at lave musik til mine tekster, da Per NH af forskellige grunde ikke var disponibel. Det var en meget høj tærskel at komme over, bl.a. fordi jeg kun er bevidst om at arbejde i rytmer/forskellige metre og i sproglige klange og figurer. Melodi og harmoni har jeg ikke haft nogen klare forestillinger om i processen. Så jeg har arbejdet 2-dimensionelt og ikke 3-dimensionelt, kan man måske sige. Nu forsøger jeg så at lytte mig fem til den tredje dimension efter at selve tekstarbejdet er afsluttet. Men jeg oplever at jeg har ramt den lidt tomme og tvetydige stemning i novemberteksterne. Den nyeste salme som kun er en uge gammel, har endnu ikke fået syet sin musikalske dåbskjole … Men mine musikforsøg er virkelig kun forsøg fra en lidt bedaget, men dog grøn amatør.

Merete Bandak
14. november 2013
lektor i dansk, religion og latin ved Nykøbing Katedralskole

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *